ANNETTE HOFF-JESSEN

(Fra mine 28 år i Frankrig, 1990-2018)

Huset.

Vi havde et stort hus i Sydfrankrig, bygget af marksten.
Store stenmasser rejste sig i tre etager, fra hvælvingerne nederst til tegltaget øverst oppe.
Det var som om tiden var holdt op med at eksistere bag de tykke mure.
Jeg elskede fornemmelsen af kontinuerligt liv gennem mange århundreder. 
Huset var fra middelalderen, men dele af det, var helt tilbage fra Romertiden.
Alt var af sten, selv dørkarmene bestod af kæmpestore udhuggede stenblokke. 
Det gav mig en følelse af bestandighed, af evighed. 

Da vi flyttede ind i huset i 1990, var mit atelier ikke færdigt.
Jeg indrettede mig foreløbigt i garagen. 
Det var sommer, og jeg lod porten stå åben.
Der var kæmpemæssige, sorte edderkopper der flygtede når jeg rørte et af billederne, jeg kunne høre deres små ben over gulvet.
De havde sikkert boet i huset i årevis, i sprækkerne mellem væggenes sten.
Nu kom jeg her og forstyrrede deres ro. 
Jeg så også skorpioner, lige så store som edderkopperne, men deres karakteristiske form, virkede som et faresignal, lidt skræmmende.
Deres stik var ikke meget værre end et hvepsestik, sagde man.
Alligevel var jeg forsigtig når jeg tog et billede frem for at male på det.
Skorpionerne yndede at gemme sig bag lærredskanten.

Da sommeren var forbi indrettede jeg et atelier i de hvælvede rum, hvor der før havde boet får og geder.
I det rum var der en dejlig, fredfuld stemning.
Der malede jeg i mange år, og det blev til mange billeder.