Mine år i Frankrig

Annette Hoff-Jessen, bog tegning. Atelier-Kaiserborgen

Frihed, lighed, broderskab

FRIHED det var hvad jeg følte da vi besluttede at flytte til Frankrig.
Frihed til at slå os ned hvor vi ville.
At vi ikke var bundet af noget, gav mig en næsten berusende følelse af frihed. 
Lighed,  fordi vi var fælles om beslutningen.
Vi havde alle tre gennemdrøftet det, besluttet hvor vi ville flytte hen, og vi var allesammen taget afsted for at købe huset sammen.
Det var et fælles valg.
Broderskab, er et lidt underligt ord, men for mig betyder det, at stå sammen om at løse de opgaver der melder sig.
Hjælpe og støtte hinanden. 

Liberté.

Det var forår, sidst i maj, og da vi kom frem til det nye hus var det varmt, det skønneste sommervejr.
Vi havde et par dage at nyde det i, inden flyttevognen kom, med al vores jordiske gods.
De første dage levede vi nærmest på feltfod. Vi havde kun medbragt det allermest nødvendige, det vi kunne have med i flyet.
Vi sov på et par luftmadrasser på gulvet, og spiste vores måltider udenfor på terrassen, hvor vi havde lagt nogle brædder over et par bukke. Vi havde allerede hjemmefra besluttet, at når vi kom til Frankrig, skulle vi have en hund.
Det havde vi alle tre ønsket os længe, men da vi boede i en lejlighed i København, var der ikke rigtig mulighed for det.
Nu var vi endelig flyttet på landet, vi havde et par dage uden planer, det var et godt tidspunkt til at få vores drøm opfyldt. Ikke langt fra vores nye hjem, var der et dyreinternat, og vi bestemte os til at tage dertil og se om vi kunne finde vores hund der.
Alle hunde er søde, og vores eneste betingelse var, at vi ville have en hund der var så ung som muligt.
Vi ville helst være med til at præge den fra starten. Internatet bestod af en stor indhegning, med en masse mindre løbegårde, og små hundehuse af træ. Der blev gøet og bjæffet til alle sider da vi kørte gennem porten. Der må have været flere hundrede hunde.
Det var lidt trist at tænke på. I en af løbegårdene var flere hunde samlet, og de kom allesammen hen til hegnet da vi nærmede os, bortset fra en, som var mindre end de andre.
Den holdt sig lidt i baggrunden og stod bare og svingede lidt med halen.
Det var tydeligt at se, at den gerne ville komme hen til os, men dens kammerater var større og ældre, så den fik ikke lov til det.
Det var den vi valgte.Det var en lille brun hunhund, mager og lidt forsømt at se på, men glad og venlig.
Så snart vi havde fået hende ud af buret og ordnet formaliteterne, sprang hun ind i vores bil, hun ville helt sikkert gerne med os.
 Vi havde fået at vide at hun var blevet fundet, forladt et sted i naturen, og hun har sikkert haft en hård barndom. Hvor gammel hun var vidste vi ikke med sikkerhed, men vi gættede på at hun var et par måneder gammel. Hun blev straks familiens midtpunkt, og når bare hun fik mad, varme og tryghed, var hun glad og tilfreds.
Også hun nød godt af friheden.
Dengang, i begyndelsen af halvfemserne, var der ikke ret mange restriktioner i landsbyen, og heller ikke meget trafik, så hundene fik lov til at løbe frit omkring.
På pladsen foran vores hus, var der altid en hundeflok på omkring fem individer, og vores nye hund, som vi kaldte Bune, sluttede sig straks til flokken.
Alle hundene løb rundt derude og legede hele dagen. Bune kom hjem ind imellem, når hun var træt eller tørstig. Så fik hun en skål vand og tog sig en lille lur.
Vores døre stod altid åbne.
Om natten sov hun i min seng, og engang imellem tog vi alle fire på tur sammen. 
Det var frihed for os allesammen.

Egalité

 Vi kendte ingen af de andre beboere i landsbyen, og var lidt nervøse for, hvordan vi skulle bære os at med at blive integreret i det lille samfund. 
Det havde vi slet ikke behøvet at være bekymrede for. Så snart vi var flyttet ind, kom naboerne og bød os velkommen, og spurgte om der var noget vi havde brug for.
Vi følte straks at vi var med i et fællesskab, på lige fod med de andre i byen.
Vi fik at vide at der skulle være fest i landsbyen i midten af juli måned, og at vi selvfølgelig skulle deltage, hvis vi havde lyst.
Det havde vi.
På den måde lærte vi de fleste af naboerne at kende, næsten med det samme.
Til festen spiste vi allesammen ved lange borde, og dansede det meste af natten. 
Selv om vi alle var forskellige, både hvad alder, uddannelse og interesser angik, var der ingen forskel når det gjaldt sammenholdet i landsbyen.  
Vi var lige allesammen. 

Fraternité

Jeg tror at det at holde sammen i landsbyerne var et levn fra gammel tid.
Der lå tre landsbyer på række på højsletten.
Vores by, Fontarèches, var den midterste.
Alle kendte selvfølgelig også beboerne fra de andre byer, og man kunne godt være venner med dem, men når det virkelig gjaldt, så var det os fra Fontarèches der holdt sammen.
Hvis vi havde brug for hjælp til et eller andet, kunne vi altid være sikre på at naboerne var parate til at hjælpe.
Jeg fik en god veninde, Colette, vi gik til gymnastik sammen i mange år, og når der var fest i byen, sørgede vi altid for at sidde sammen med hende og hendes mand, Gerard. 
Da vi skulle flytte tilbage til Danmark, var det dem jeg henvendte mig til, for at spørge om de havde brug for nogle af de ting vi ikke kunne have med os. 
Til gengæld hjalp de så os med selve flytningen, og jeg ved ikke hvordan vi skulle have klaret det uden deres hjælp. 
Det, at folk i byen altid var der for hinanden, det er det jeg forstår ved Fraternité, broderskab. 

Duften af regn.

Maleri. Annette Hoff-Jessen. Atelier-Kaiserborgen.

Varme nætter, 
hede dage.
Alting har mistet sin duft.
Himlen er hvid i varmen.
Bevægelse,
Duften af regn
Skyer begynder at samles,
hober sig op i det fjerne.
Lyd af torden,
Lav, endnu fjern.
Pludselig forsvinder solen.
Og jeg kan endelig ånde. 
Store dråber,
endelig regn. 
Fordamper på den hede jord. 
Det er slut, vi fik kun duften.

Bevægelse

Annette Hoff-Jessen. Maleri. Atelier-Kaiserborgen

Overlapninger.
Farverne blander sig i tunger,
Bløde, med skarpere kanter.
Et kik ind gennem lagene,
Til det der anes bagved.
Kornede områder,
Som grus i de åbne sår,
jeg fik når jeg faldt som barn.
Det tænker jeg på nu.
Linier der bevæger sig,
som grene i vinden,
som sivenes stive bevægelser, mod græssets bløde bølgen.

Forårsmorgen

Maleri 2020. Annette Hoff-Jessen. Atelier-Kaiserborgen.

Store fugle over sort skov, regnen er hørt op.
Et enligt, blomstrende træ lyser.
Grønt græs baner sig vej gennem det gule fra sidste år.
Glidende overgang mellem årstider.
Guldregnens lodne grene, bulede af knopper.
Musvågens vinger over søen nu.
To gæs flyver, som sorte silhuetter mod himlen.
En stribet kat, ubevægelig, halvt skjult i græsset.
Jeg vander mine planter, i håbet om at de kommer sig,
ligesom jeg selv er ved at komme mig efter vinteren.

Søen

Tegning, Annette Hoff-Jessen, Atelier-Kaiserborgen.
Tegning 2020

Jeg har set den blive til.
Udvikle sig fra et lille vandhul, en fordybning i landskabet, til en rigtig sø.
Med siv og pilekrat, ænder og lappedykkere, frøer og insekter.
Højere oppe, hvor bakken møder skoven siver vandet op af jorden.
Her udspringer kilden, baner sig vej under jorden, for at slutte sig til søen.
En stor, grå hejre flyver over skoven og slår sig ned ved bredden.
Søens stille, blanke flade spejler himlen.
Gamle Tibetanske legender fortæller at søer er øjne,
Gennem hvilke underjordiske væsener følger hvad der sker i vores verden.

Lethed.

Tegning af Annette Hoff-Jessen. Atelier-Kaiserborgen.
Tegning 2020

Lethed. 
Jeg søger en lethed, som en udvej i mine billeder, i mit liv.
At male luftigt på en natsort grund, støvregn, tåge, slør af vand.
Himmel, penselen rører kun lærredet let.
Kridt og pudder, silke med sølvstænk.
Nuancer af blåt, en ren tone som binder det sammen som et roligt element, midt i billedets flydende strøm.

Tiden

Tegning af Annette Hoff-Jessen. Atelier-Kaiserborgen.

Tegning 2020.

Tiden som går, som er gået.
Den siver som sandet i et timeglas, løber gennem mine fingre.
Min tid bliver knap, og stadig mere kostbar.
Den løber løbsk som en sky hest.
Jeg har mistet ungdommens tidsfornemmelse,
følelsen af at have tiden for mig.
Jeg kan ikke nå at kede mig, det har jeg ikke tid til.
En ukendt tidsfornemmelse, så anderledes end jeg havde forestillet mig.
Så meget sker for sidste gang.

Gensyn med et landskab

Maleri af Annette Hoff-Jessen. Atelier-Kaiserborgen.
13. Gensyn med et landskab. 2020. 100×81 cm.

Mild sol, duften af buksbom.
Den tunge, mættede luft.
Variationen af planter, af toner.
Den glatte klippe, gråligt hvid.
olivengrønt mos.
Stiens skarpe sten.
Klippesplinter.
De glatte vægge ned mod slugten.
Svimlende.
Kløftens snit gennem klippen som et ar i landskabet, 
Floden dybt nede, ligner et snoet bånd af sølv.

Mening

Annette Hoff-Jessen. Tegning. Atelier-Kaiserborgen
TEGNING 2020


Maleri.
Det sværeste er tiden mellem udstillingerne.
Den periode hvor jeg tror at det er slut.
Hvor jeg føler, at det aldrig er godt nok.
Jeg troede det blev nemmere med tiden.
I stedet bliver det stadig sværere. 
måske kræver jeg mere af mig selv.
forsøger at standse tiden med mine billeder.
At føle en slags evighed, 
selv om det kun er en illusion.
Så snart jeg slipper penselen,
bevæger tiden sig igen, 
alt for hurtigt.

Tegning

Begynde forfra, det er altid sådan, at begynde med linien.
Solen rammer papiret, og får det til at lyse, det skærer mig i øjnene.
Blyanter ligger på række, fede, sorte stifter,  klar til at bryde papirets renhed.
Udenfor vinduet, filtrerer bladene solen, og danner mønstre på muren. 
blyanten rører papiret, lidt tøvende først, mærker modstanden.
Linierne som snor sig, urolige arabesker, der dirrer som udspændte tove.