Nu er den her, min nye bog om vores 28 år i Sydfrankrig.

Bogen Franske dage kan downloades som PDF her:

Sammen med min mand maleren Uffe Christoffersen og vores dengang tolvårige datter Anna Aulin Christoffersen, flyttede jeg i 1990 til den lille sydfranske by Fontarèches i det sydlige Frankrig.

Vi havde købt et af de typiske sydfranske huse, bygget af marksten. Dele af det var fra middelalderen, men enkelte af hvælvingerne i underetagen, blandt andet dem i mit atelier, var fra romertiden. Det var helt utroligt at bo i en historisk bygning, jeg elskede det hus, og vi boede der fast i 28 år.

De episoder jeg beskriver i bogen er kun et lille udsnit af vores liv der. Det var nogle dejlige år, hvor vi levede og malede i omgivelser der var helt forskellige fra dem vi var født og opvokset i. Vi er nu vendt tilbage til Danmark, og bogen er min afsked med en del af vores liv.

Min nye bog:
“selvportræt, mit liv i tekst og billeder”, kan downloades som PDF her:

__________________________________________________________________

Herunder ses et lille udsnit af teksten:

Kapitel 1

Min generation.

Jeg hører til de store årgange, den generation som er født et par år efter krigen, dengang da verden skulle generobres, og genbefolkes. 
Vi var unge i tresserne og halvfjerserne, og vi troede at vi kunne ændre verden, og gøre den bedre.
Vi var provokatører og samfundskritikere.
Vi var kunstnere.  
Vi var hippier og blomsterbørn.
Vi troede på kunsten og livet. 
Vi troede at verden kunne ændres ved hjælp af indsigt og kærlighed. 
En revolution, hvis det blev nødvendigt.  
Mest af alt troede vi på at freden, friheden og kærligheden ville sejre til sidst, hvis bare vi førte vore drømme ud i livet. 
Vi rejste verden rundt på bare fødder og med håret ned ad nakken.
Vi sang og dansede på gaden. 
Vi var temmelig naive. 
Jeg hører til den generation som forbrugssamfundet døbte det sorte guld, de raske købekraftige ældre som blev budt velkommen på det hjerteligste i butikkerne.
Senere blev vi til ældrebyrden, og nu var der tale om en temmelig stor flok gamle, som samfundet ikke vidste hvad de skulle stille op med. 
I 2020 kom så den store pandemi, og nu gik min generation over til at blive til risikogruppen, og det var også et problem for samfundet. Der blev hvisket i krogene om, at det var os der fik samfundet til at gå i stå, fordi det især var os man skulle passe på. 
Naturen havde startet sin store udrensning, så nu var chancen der, for at komme af med ældrebyrden, men sådan må man jo ikke tænke, i hvert fald må man ikke sige det højt.
Jeg er glad for at bo her, på gården i Danmark, hvor jeg bor nu. Her føler jeg mig i rimelig sikkerhed, og i hvert fald føler jeg mig priviligeret.  Jeg har på samme tid en fornemmelse af at være vendt hjem, og af at begynde på noget nyt. Det er også sådan jeg har det med huset her, det er gammelkendt og nyt på en gang, en blanding. 
Jeg husker stadig den allerførste gang jeg kom her. Jeg var så ung, kun lige fyldt atten. 
Gården blev kun brugt om sommeren dengang, jeg husker at gårdspladsen var helt dækket af lysende, gule mælkebøtter. Det var først på sommeren, vi havde lige fået ferie. Dengang kunne jeg ikke forestille mig at gården engang skulle blive mit hjem. 
Når man er ung tænker man ikke så langt frem i tiden, og hvad er tid i det hele taget?…..

Læs mere på PDF-filen, som kan downloades her: