Ansigtet bag masken.

Det næste der kom ind i mine billeder var ansigter, ofte i form af masker.
Jeg var fascineret af dualiteten maske-ansigt, og forsøgte at indfange denne dobbelthed.
Hvor var det virkelige ansigt, og hvornår var der tale om en maske.
Vi bærer alle en maske, ofte uden at være klar over det.
Karen Blixen skriver et sted: Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig.
Dette emne beskæftigede jeg mig med i mange år.

Ansigtets mysterium.

Senere forsvandt masken mere og mere.
Ansigterne fik mere menneskelige træk, mere udtryk.
Ofte begynder jeg med øjnene, de kommer frem på lærredet, på nærmest magisk vis.
De er bestemmende for hvordan resten af billedet skal blive.
Det billede der lidt efter lidt toner frem har sit eget liv. Det er ikke noget jeg har bestemt på forhånd.
Jeg maler ikke portrætter, eller forsøger at skildre mennesketyper og sindsstemninger.
Det er stadig mysteriet jeg søger at fange.
Det gådefulde.

Her hvor jeg er.

Nu er jeg igen ved et vendepunkt, eller måske er jeg på det sted, som jeg har søgt lige fra starten.
Naturen, med træer, planter, fugle og andre dyr blander sig med ansigterne. Smelter sammen med dem, eller står i skarp kontrast til dem.
Træernes bark, med næsten samme karakter som hud, der lever og ånder.
Grenene der strækker sig mod himlen, som arme og hænder.
Fuglefjer minder om blade i karakter og opbygning, og leder tanken hen på menneskehår.
Græs og planter som dyrepels.
Det vigtigste for mig er at mysteriet består, og at det kan blive ved med at fængsle og undre mig.