ANNETTE HOFF-JESSEN

Se alle blog-indlæg her:

• Duften af regn.

  

  Varme nætter, 
  hede dage.
  Alting har mistet sin duft.
  Himlen er hvid i varmen.
  Bevægelse,
  Duften af regn
  Skyer begynder at samles,
  hober sig op i det fjerne.
  Lyd af torden,
  Lav, endnu fjern.
  Pludselig forsvinder solen.
  Og jeg kan endelig ånde. 
  Store dråber,
  endelig regn. 
  Fordamper på den hede jord. 
  Det er slut, vi fik kun duften.

• Bevægelse

  

  Overlapninger.
  Farverne blander sig i tunger,
  Bløde, med skarpere kanter.
  Et kik ind gennem lagene,
  Til det der anes bagved.
  Kornede områder,
  Som grus i de åbne sår,
  jeg fik når jeg faldt som barn.
  Det tænker jeg på nu.
  Linier der bevæger sig,
  som grene i vinden,
  som sivenes stive bevægelser, mod græssets bløde bølgen.

• Forårsmorgen

  

  Store fugle over sort skov, regnen er hørt op.
  Et enligt, blomstrende træ lyser.
  Grønt græs baner sig vej gennem det gule fra sidste år.
  Glidende overgang mellem årstider.
  Guldregnens lodne grene, bulede af knopper.
  Musvågens vinger over søen nu.
  To gæs flyver, som sorte silhuetter mod himlen.
  En stribet kat, ubevægelig, halvt skjult i græsset.
  Jeg vander mine planter, i håbet om at de kommer sig,
  ligesom jeg selv er ved at komme mig efter vinteren.

• Søen

  

  Jeg har set den blive til.
  Udvikle sig fra et lille vandhul, en fordybning i landskabet, til en rigtig sø.
  Med siv og pilekrat, ænder og lappedykkere, frøer og insekter.
  Højere oppe, hvor bakken møder skoven siver vandet op af jorden.
  Her udspringer kilden, baner sig vej under jorden, for at slutte sig til søen.
  En stor, grå hejre flyver over skoven og slår sig ned ved bredden.
  Søens stille, blanke flade spejler himlen.
  Gamle Tibetanske legender fortæller at søer er øjne,
  Gennem hvilke underjordiske væsener følger hvad der sker i vores verden.

• Lethed.

  

  Lethed. 
  Jeg søger en lethed, som en udvej i mine billeder, i mit liv.
  At male luftigt på en natsort grund, støvregn, tåge, slør af vand.
  Himmel, penselen rører kun lærredet let.
  Kridt og pudder, silke med sølvstænk.
  Nuancer af blåt, en ren tone som binder det sammen som et roligt element, midt i billedets flydende strøm.

• Tiden

  

  Tiden som går, som er gået.
  Den siver som sandet i et timeglas, løber gennem mine fingre.
  Min tid bliver knap, og stadig mere kostbar.
  Den løber løbsk som en sky hest.
  Jeg har mistet ungdommens tidsfornemmelse,
  følelsen af at have tiden for mig.
  Jeg kan ikke nå at kede mig, det har jeg ikke tid til.
  En ukendt tidsfornemmelse, så anderledes end jeg havde forestillet mig.
  Så meget sker for sidste gang.

• Gensyn med et landskab

  

  Mild sol, duften af buksbom.
  Den tunge, mættede luft.
  Variationen af planter, af toner.
  Den glatte klippe, gråligt hvid.
  olivengrønt mos.
  Stiens skarpe sten.
  Klippesplinter.
  De glatte vægge ned mod slugten.
  Svimlende.
  Kløftens snit gennem klippen som et ar i landskabet, 
  Floden dybt nede, ligner et snoet bånd af sølv.

• Mening

  

  
  Maleri.
  Det sværeste er tiden mellem udstillingerne.
  Den periode hvor jeg tror at det er slut.
  Hvor jeg føler, at det aldrig er godt nok.
  Jeg troede det blev nemmere med tiden.
  I stedet bliver det stadig sværere. 
  måske kræver jeg mere af mig selv.
  forsøger at standse tiden med mine billeder.
  At føle en slags evighed, 
  selv om det kun er en illusion.
  Så snart jeg slipper penselen,
  bevæger tiden sig igen, 
  alt for hurtigt.

• Tegning

  

  Begynde forfra, det er altid sådan, at begynde med linien.
  Solen rammer papiret, og får det til at lyse, det skærer mig i øjnene.
  Blyanter ligger på række, fede, sorte stifter,  klar til at bryde papirets renhed.
  Udenfor vinduet, filtrerer bladene solen, og danner mønstre på muren. 
  blyanten rører papiret, lidt tøvende først, mærker modstanden.
  Linierne som snor sig, urolige arabesker, der dirrer som udspændte tove.

• At skrive

  

  Jeg skriver for at huske, men også for at glemme.
  Det er lettere at glemme, når alt er skrevet ned.
  Ordene forvandler, renser og visker ud.
  Jeg skriver for at lette min bagage, skille mig af med alt det tunge.
  Fortid og nutid som blandes, i et mønster uden mening,
  som måske alligevel er der, jeg kan bare ikke se den.
  Det eneste jeg kan gøre, er at følge min sti,
  håbe på at den ikke ender blindt, og at jeg ikke farer vild.