Herunder kan downloades 2 PDF-kataloger med malerier og tekst.
Annettes katalog HVAD RAVNEN FORTALTE,
og Uffes katalog I TIGERENS FODSPOR. .
Jeg troede engang,
at jeg kunne søge mig selv,
finde min kerne dybest inde.
Nu ved jeg ingenting mere.
Ved ikke hvad jeg søger.
Om der er en kerne derinde.
Jo længere ind jeg kommer,
jo mere opløses kernen,
og bliver til støv.
Det er som at gribe efter vand.
som sand der siver,
mellem mine fingre og forsvinder.
Jeg lader det sive,
står tomhændet tilbage.
først da ved jeg alt – måske.
Tågen fødes i lavningen,
som en skål der fyldes med mælk.
Stiger i bølger, som elverpige-dans,
lægger sig i hulningen, som dun i en rede.
Snart kryber den op over vejen,
strækker lange arme ud.
Den siver ind mellem fyrretræerne,
slører de glødende, røde stammer.
Himlen lyser stadig varmt.
Mens birkens hvide stamme sluges af tågen.
Snart nærmer den sig huset,
klæber sig mod ruderne, som tætte gardiner.
Duften af græs og blomster,
frisk efter nattens regn.
lyden af vinden i træerne.
græsset som svajer og bølger.
blomster som hvidt skum,
på et hav af gulnet græs.
Jagende skyer,
giver mindelser om sensommer.
som om sommeren var forbi allerede,
næsten før den rigtig er begyndt.
Føles sådan,
min sommer, der ender nu.
Afsked.
Som at give efter,
give slip.
Sige farvel til en drøm.
Slippe den og lade den gå.
Lære at holde op med at ønske.
Jeg søger en lethed,
som en sidste udvej,
i mine billeder,
i mit liv.
At male luftigt,
på en natsort grund.
Støvregn, tåge, slør af vand.
Luft under sorte vinger.
Himmel.
Lette penselstrøg.
Kridt og pudder,
silke med sølvstænk.
Umærkeligt glider sommeren forbi.
Træerne ser forslåede ud.
Gule, røde, brune blade.
Stille lader træerne løvet falde,
bladene lægger sig dekorativt på jorden,
i et kulørt mønster.
Træernes silhuetter mod himlen.
de krogede grene strakt opad,
i en bønfaldende gestus.
Næste morgen er der rim på græsset.
Stråene er dækket af sølv.
sommeren er forbi.
Den smalle vej, nærmest en sti.
Stridt græs mellem hjulsporene,
træerne som vokser vildt langs kanten.
Skoven der omslutter os,
stadig tættere,
i et insisterende favntag.
Den dybe, foruroligende stilhed,
brydes kun af kragernes hæse skrig,
og den sagde susen af vinden i træerne.
Overlapninger.
Farver der blander sig i tunger,
bløde, med skarpere kanter.
Et kik ind gennem lagene,
til det, der anes bagved.
Kornede områder,
som grus i de åbne sår,
dem jeg fik når jeg faldt som barn.
Det husker jeg nu.
Linier der slynger sig.
Bevæger sig som grene i vinden.
Som sivenes stive bevægelser,
og græssets bløde bølgen.
Grå skov,
mørk himmel.
stammer i silhuet, og et net af grene.
En mørk skravering,
som himlen lyser igennem,
med matte gnister.
Lavthængende skyer.
Hvide, og uldne som får,
kryber som store dyr.
De hager sig fast,
i bjergets lodne flanke,
sluger planter og buske på deres vej.
Skyer af sne over vejen.
Driver der ligger på lur i grøften,
og venter på at blive ført med vinden.
Under overfladen,
er alt, hvad det ser ud til at være.
ikke andet.
Nornerne spinder skæbnens tråd,
ved træets rod.
Altræet.
Når det er nødvendigt,
søger jeg ned under overfladen,
hvor alting er skæbnebestemt.
Dybt ned hvor alt er enkelt.
der bliver jeg,
længe.
Melankolsk lys,
når sommeren forsvinder.
Den lave sol kaster skrå stråler,
gennem træernes mørke løv.
Mosset lyser elektrisk grønt.
Regnen sætter ind,
gennemvæder alt.
Skoven ændrer sig.
Fyrretræerne, tunge af vand,
sender kolde byger ned fra grenene.
Hjorte kommer ud fra skoven,
standser og lytter,
vejrer mod vinden.
De spejler landskabet,
i store, blanke øjne.
Anelser om forår.
Træerne mærker det
De strækker grenene ud,
grådigt mod fugtigheden.
Sneen er forsvundet,
og græsset løfter stråene.
Landskabet er mørkt,
sluger lyset.
Overfladen er ru,
træerne sorte af fugt.
Jorden lever, behåret som dyrepels,
ånder den, og vågner.
Tiden som går,
som er gået,
løber gennem fingrene på mig.
Min tid bliver knap,
bliver kostbar,
løber løbsk som en sky hest.
En anden slags tid,
så anderledes.
Så meget sker for sidste gang.
Det suser i trætoppene,
når min himmelhund smiler,
til afsked.
Blandt gule blomster ved vand,
sænker der sine poter,
dybt i køligheden.
Med dugdråber i pelsen,
som blinkende stjerner,
løber den glad over himlen.
Mild sol, duften af Buksbom.
Den tunge, mættede luft.
en rigdom af farver,
af toner.
Den glatte klippe,
gråligt hvid.
Olivengrønt mos.
stiens skarpe sten.
Klippesplinter.
De glatte vægge
ned mod slugten,
svimlende.
Kløftens snit gennem klippen,
som et ar i landskabet.
Floden dybt nede,
et snoet bånd af sølv.
Ud over tanken,
hvor sort er andet end farve.
Hvor sort er levende form,
venter dyret signalet.
Under huden,
ud af ansigtetes skygger,
mærker du dyret ånde,
stige mod overfladen.
Det tager sin form,
fortættes i bevægelsen,
forstærkes til levende farve.
Dyresort.
Venter på lyset,
som langsomt kommer krybende.
Koldt og klart.
Vinden suser om hjørnet,
trænger tør og kold ind,
ad usynlige sprækker.
Den løber over gulvet,
som en lille, rislende bæk,
mens lyset tager til.
Rosa skær over himlen.
Små blade der danser i vinden.
sneen nærmer sig.
Begynde forfra,
det er altid sådan.
At begynde med linien.
Blyanter ligger på række,
fede, sorte stifter.
klar til at bryde papirets renhed.
Blyanten rører papiret,
lidt tøvende først,
mærker modstanden.
Linierne som snor sig.
urolige arabesker,
der dirrer som udspændte tove.
