Kunstspor

Hvad er Kunstspor

Kunstspor er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor kunstnere på Djursland åbner deres atelierer og værksteder.
Jeg selv deltager nu i arrangementet for 3. gang.
Det har hvert år været spændende og inspirerende at møde publikum på denne måde, og give dem et indblik i hvordan jeg, som maler, bor og arbejder.

Se mere om Kunstspor HER:

Kunstspor, maleriet fortællinger.
Fortællinger 2023, 71×71 cm

Hvornår kunstspor finder sted

Jeg holder åbent her i atelieret lørdag d. 7 og søndag d. 8 oktober.
Begge dage fra klokken 10 til 17.

Atelieret ligger godt gemt i skovene, som er en del af Nationalparken Mols Bjerge.
Der er altså lejlighed til at få en naturoplevelse med i købet.
Adressen er Kejlstrupvej 15 8410 Rønde.
Det er midt imellem de to landsbyer Kejlstrup og Feldballe, 500 m. fra landevejen ad vores idylliske grusvej.

kunstspor, maleriet Tre stadier
Tre stadier, 2023, 81×65 cm

Fællesudstillinger

I forbindelse med Kunstspor bliver der ligeledes afholdt to fællesudstillinger, hvor alle deltagere i arrangementet udstiller. Der bliver vist billedkunst, kunsthåndværk, foto m.m.
De to udstillinger finder sted i:
Pavillonen i Grenå fra d.22 september til d 8 oktober.
Der er fernisering fredag 22 september kl. 17.
Kærvej 1, 8500 Grenå.

Desuden i:
Tinghuset i Ebeltoft fra d. 30 september til d. 8 oktober
Der er ferniseringlørdag d. 30 september kl. 11
Torvet 5, 8400 Ebeltoft.

Velkommen i min verden

Jeg glæder mig rigtig meget til at se jer denne første weekend i oktober.
Det er, for mig, starten på en ny sæson, med udstillinger og mødet med publikum, ansigt til ansigt.
Det er altid spændende.
Jeg vil samtidig vise nogle af mine seneste malerier og akvareller, alle malet i 2023.

Alle er velkomne til et glas vin og en snak, det er altid dejligt vise det jeg har lavet i det forløbne år.
Derfor håber jeg at i, ligesom de andre år, vil møde talstærkt op.

Se mere HER:

Sensommerens maleri

Sensommerens maleri er anderledes end de andre årstiders.
Hver årstid har sin egen tone, sin egen stemning.
Tidligere var august måned opbruddets tid.
Det var den tid på året hvor jeg vendte tilbage til byen, til mit atelier der,
til nye opgaver.
Eller til sydfrankrig, dengang vi boede der.
Nu bliver jeg på samme sted, mit hjem er her, i skovene.
Jeg følger årstiderne og mine malerier ændrer sig med dem.
Snart kommer efteråret, med al dets farvepragt.
I skoven er der allerede små gule blade på jorden, drysset af de unge birke.
Hasselbuskene har grønne nødder og brombærrene glinser sort.
Overalt i skovbunden skyder svampene op.
De tågede augustmorgener med udviskede konturer.
Spindelvævene som breder sig ud mellem de vilde græsser,
omdanner bakken op mod skoven til et hav af glitrende diamanter.
Duften af mit friskbagte brød blander sig med duften af nyslået græs,
når vinden fører det med sig ind gennem de åbne vinduer.

Sensommerens maleri
Portræt, akvarel, 2023, papirstørrelse 41×31 cm

Atelier-Kaiserborgen, Annette Hoff-Jessen

Sensommerens maleri

Melankolsk lys,
når sommeren går på hæld.
Den lave sols skrå stråler,
gennem træernes mørke løv.
Regnen sætter ind,
gennemvæder alt.
Skoven ændrer sig.
Fyrretræerne, tunge af vand,
sender kolde byger ned fra grenene.
Rådyrene kommer ud fra skoven,
standser og lytter.
Spejler landskabet,
i de store, blanke øjne.

Sensommerens maleri
En regnfuld dag i august, akvarel, papirstørrelse 41×31 cm

Afsked med sommeren

Duften af græs og blomster,
frisk efter nattens regn.
Vinden som rusker i træerne, græsset der svajer og bølger.
Jagende skyer,
som var sommeren forbi,
allerede.
Det føles som var den lige begyndt.
Sensommerens maleri handler om afsked.
Sige farvel til en drøm,
slippe den og lade den gå.

Pigen med de blå øjne, akvarel, papirstørrelse 41×31 cm

Efter regnen

Efter regnen vil jeg gå derude.
En kølig dag i august.
Skinnende dråber på mosgrønne grene.
Græsser gror, tynget af regnen.
En lille fugls monotone sang.

Sensommerens maleri
Nostalgi, 2023, 146×114 cm 2

Sensommerens maleri

Hjortene kommer ud fra skoven,
standser og lytter.
En hind,
Stor og langbenet,
springer hurtigt over bakken
forsvinder i skoven.
Skoven er blevet så mørk,
et skjulested for dyrene.
Også jeg søger ly i skoven.
Denne sensommer eftermiddag.

Maleri
Træerne, maleri 2023, 81×65 cm 2

Få også flere oplysninger om mit maleri HER
Se mere på min hjemmeside HER

Ansigtet som motiv

Ansigtet i mit maleri

Ansigtet som motiv har jeg altid beskæftiget mig med.
I virkeligheden har jeg altid undret mig lidt over hvor denne fascination kommer fra.
Allerede i min bog Atelier-Dagbog fra 1999, skrev jeg om det at male ansigter:
Ansigtet er den mest levende og følsomme del af et menneske – en del som man, på godt og ondt, viser omverdenen.
For at forstå et ansigt skal man gå langsomt frem – med tålmodighed og respekt.
Det er at nedværdige og ødelægge et ansigt kun at analysere det.

Portræt med planter, 2022, 41×33 cm.

Jeg begyndte med ansigtet som motiv

Jeg har malet det meste af mit liv.
jeg begyndte da jeg var ganske ung, længe før jeg blev optaget på Akademiet i København.
Derinde skulle vi male model, det var obligatorisk dengang.
Altså måtte jeg fokusere på hele figuren, ikke kun ansigtet.
Det var godt nok, en god skoling, men når jeg malede hjemme gik jeg hurtigt tilbage til ansigtet.
Jeg tegnede selvportrætter, et spejl var jo altid ved hånden, men oftest tegnede og malede jeg ansigter der opstod af min fantasi.
Det gør jeg stadig. mine ansigter forestiller ikke bestemte personer.
De første ansigter jeg tegnede, var kæmpestore.
Jeg var omkring 17 år og ville dekorere væggene på mit værelse. Jeg boede dengang stadig i mine forældres hus.
Jeg havde fundet en gammel rulle grundpapir som var blevet tilovers, og på den tegnede jeg mine første ansigter.
De blev virkelig kæmpestore!

Ansigtet som motiv
Drøm, detalje 2023

Ansigtet er det tavse sprog

Et ansigt er som en dør til det usynlige, hvor nøglen er gået tabt.
Det er en ufuldstændig og flygtig afsløring af en person, et symbol på mysteriet.
Ansigtets mystik bliver ved med at undre og fascinere mig.
Det er som en gåde jeg ikke kan løse.
Det er måske derfor at jeg ikke kan slippe ansigtet som motiv.

Søgen, maleri 2023, 70×70 cm

Naturen og ansigtet som motiv

Jeg lader altid naturen indgå i mine motiver.
Naturen er altid til stede, jeg bor midt i den, så det er uundgåeligt.
Træer, planter, dyr og fugle.
Jeg elsker at male træer og planter, skoven er min daglige inspiration.
Alligevel ender det altid med at der dukker et eller flere ansigter op i billedet.

Få flere oplysninger HER

Se flere malerier HER