Aktuelt i September

Hvad der er aktuelt i September her i atelieret.

Det der, for mig, er mest aktuelt i September, er at det er begyndelsen på en ny periode.
Det er en periode der er præget af mere udadvendte aktiviteter.
Det bliver en periode med status, konfrontationer og udstillinger, men også med nye, spændende udfordringer.
Sommeren er for det meste en fredeligere periode.
Det er den tid på året hvor jeg samler energi til at imødegå efteråret og vinterens opgaver.
Det er også en produktiv tid. Jeg har malet meget denne sommer, både malerier og akvareller.
Se mere HER

Aktuelt i September. Akvarel og akryl . Duo 2023
Duo. Akvarel og akryl. 2023,

Det første arrangement der er aktuelt i September.

I denne tid er jeg i gang med at planlægge det første der skal ske i denne, nye periode.
Det er åbningen af atelieret for publikum.
Den finder sted den første weekend i oktober, d. 7 og 8.
Se mere her: https://www.kunstspor.dk
Jeg sender en invitation til dette senere, men i denne tid er jeg i gang med at planlægge hvilke billeder jeg vil vise, og hvordan det, rent praktisk skal foregå.
Det er en begivenhed som jeg altid ser frem til med stor spænding.
Det er det første møde med publikum i denne periode.

Aktuelt i September, Maleriet Ørn flyver over
Ørn flyver over 2023, Maleri 116×89 cm.

Aktuelt i naturen

Melankolsk lys når sommeren går på hæld.
Den lave sol kaster skrå stråler gennem det mørke løv.
Regnen sætter ind og gennemvæder alt.
Skoven ændrer sig.
Fyrretræerne, tunge af vand,
Sender kolde byger ned fra grenene.
Mosset lyser, elektrisk grønt.

Aktuelt i September
Septemberlandskab
Her i Atelier-Kaiserborgen føler jeg mig tæt forbundet med naturen.
Vores skove omgiver os til alle sider, og det er en daglig inspiration at gå derude.
Vi finder svampe, et godt supplement til middagen.


Skoven er så fuld af liv og farver.
Fasanernes kyllinger er blevet store nu, men de holder stadig sammen i en flok, og pipper højt for at bevare kontakten indbyrdes.
Egern piler op og ned ad stammerne, travlt optaget af at samle forråd af nødder fra vores talrige hasselbuske.
Brombærrene hænger i tunge, glinsende, sorte klaser, til stor glæde for vores hund, som plukker dem i store mundfulde.
Andre buske har fået bær i mange farvet, grønne, røde og sorte.
Der er hver dag noget nyt at se og opleve.
Jeg bliver aldrig træt af at gå derude.

 Skoven
Aktuelt i September. Skoven

Sensommerens maleri

Sensommerens maleri er anderledes end de andre årstiders.
Hver årstid har sin egen tone, sin egen stemning.
Tidligere var august måned opbruddets tid.
Det var den tid på året hvor jeg vendte tilbage til byen, til mit atelier der,
til nye opgaver.
Eller til sydfrankrig, dengang vi boede der.
Nu bliver jeg på samme sted, mit hjem er her, i skovene.
Jeg følger årstiderne og mine malerier ændrer sig med dem.
Snart kommer efteråret, med al dets farvepragt.
I skoven er der allerede små gule blade på jorden, drysset af de unge birke.
Hasselbuskene har grønne nødder og brombærrene glinser sort.
Overalt i skovbunden skyder svampene op.
De tågede augustmorgener med udviskede konturer.
Spindelvævene som breder sig ud mellem de vilde græsser,
omdanner bakken op mod skoven til et hav af glitrende diamanter.
Duften af mit friskbagte brød blander sig med duften af nyslået græs,
når vinden fører det med sig ind gennem de åbne vinduer.

Sensommerens maleri
Portræt, akvarel, 2023, papirstørrelse 41×31 cm

Atelier-Kaiserborgen, Annette Hoff-Jessen

Sensommerens maleri

Melankolsk lys,
når sommeren går på hæld.
Den lave sols skrå stråler,
gennem træernes mørke løv.
Regnen sætter ind,
gennemvæder alt.
Skoven ændrer sig.
Fyrretræerne, tunge af vand,
sender kolde byger ned fra grenene.
Rådyrene kommer ud fra skoven,
standser og lytter.
Spejler landskabet,
i de store, blanke øjne.

Sensommerens maleri
En regnfuld dag i august, akvarel, papirstørrelse 41×31 cm

Afsked med sommeren

Duften af græs og blomster,
frisk efter nattens regn.
Vinden som rusker i træerne, græsset der svajer og bølger.
Jagende skyer,
som var sommeren forbi,
allerede.
Det føles som var den lige begyndt.
Sensommerens maleri handler om afsked.
Sige farvel til en drøm,
slippe den og lade den gå.

Pigen med de blå øjne, akvarel, papirstørrelse 41×31 cm

Efter regnen

Efter regnen vil jeg gå derude.
En kølig dag i august.
Skinnende dråber på mosgrønne grene.
Græsser gror, tynget af regnen.
En lille fugls monotone sang.

Sensommerens maleri
Nostalgi, 2023, 146×114 cm 2

Sensommerens maleri

Hjortene kommer ud fra skoven,
standser og lytter.
En hind,
Stor og langbenet,
springer hurtigt over bakken
forsvinder i skoven.
Skoven er blevet så mørk,
et skjulested for dyrene.
Også jeg søger ly i skoven.
Denne sensommer eftermiddag.

Maleri
Træerne, maleri 2023, 81×65 cm 2

Få også flere oplysninger om mit maleri HER
Se mere på min hjemmeside HER

At male akvarel

Akvarel på min måde

At male akvarel er noget jeg gør i perioder.
I et par år havde jeg helt lagt mit akvarelmaleri på hylden.
Jeg har aldrig været i stand til sideløbende at male på lærred og male akvarel.
Det er som at leve i to forskellige verdener.
Enten eller.

At male akvarel
Erindring, Akvarel 2023, Papirstørrelse 41×31 cm.

Det er også noget rent praktisk.
Maleri på lærred foregår på mit staffeli i atelieret.
Når jeg skal begynde at male akvarel, indretter jeg mig hyggeligt ved et bord i stuen.
Bordet er et solidt, gammel egetræsbord som vi har arvet.
Derfor har det fået en strategisk vigtig plads i stuen.
Der er altså lidt Dronningens nytårstale over det, når jeg sætter mig til at male akvarel.

At male akvarel
Akvarel, min plads 2023

Mit akvarel værktøj.

Jeg har i årenes løb bygget mit akvarel udstyr op.
Når jeg ikke bruger det, ligger det pænt i skuffen og venter.
Nu har jeg altså taget det frem, og stillet det hele parat på bordet.
Penslerne i et glas.
De er meget vigtige for mig, og enkelte af dem har fulgt mig i 50 år.
Der er pensler i flere størrelser, nogle af dem kinesiske.
De er vist egentlig mest beregnet til kaligrafi, men de er så smukke.
De har skafter af bambus.
Det er en nydelse bare at holde dem i hånden.

At male akvarel
Mine akvarelpensler

Æstetikken i det at male akvarel.

Her er vi ved et punkt som også er vigtigt for mig.
At male akvarel skal være en nydelse.
En æstetisk øvelse.
Det er i sig selv en meget intens, nærmest sensuel følelse.
Til at fugte papiret med, bruger jeg en gammel parfumeflaske som jeg har kommet vand i.
Vandet dufter stadig lidt af parfume.
Det er derfor mine akvareller har en duft af Jour d’Hermès.

At male akvarel
Længsel, Akvarel 2023, Papirstørrelse 41×31 cm

At male akvarel ændrer mit syn.

Jeg vågnede en tidlig morgen.
Klokken var kun knap fem, men solopgangen farvede himlen dybt rød.
Det var en stærk kontrast til fyrretræernes grønne mørke.
Resten af himlen var meget lys blå, næsten hvid.
Lidt efter lidt flød det røde område ud, blev sløret i kanten.
Det lignede påfaldende meget en rød farve i en akvarel, der langsomt sivede ud i det fugtige papir.
Den røde farve blev gradvis lysere, blev svagt rosa, for til sidst at forsvinde helt.

Erindring Akvarel, detalje 3

Når jeg hver dag beskæftiger mig med akvarel i mange timer, oplever jeg verden omkring mig meget intenst.
Man kan næsten sige at jeg i denne tid ser verden som en stor akvarel.

SE FLERE AF MINE AKVARELLER HER

SE HVAD WIKIPEDIA SKRIVER OM AKVAREL HER