Nytårstanker er tanker der kredser om året der gik, om hvad der er sket, hvad jeg har nået.
Nytåret er altid tid til status.
For mig handler det, som altid, om maleri.
Jeg har malet meget i det forløbne år, det er blevet til mange billeder, og dem jeg viser her er kun en lille del af dem.

Stadig ansigter
Ansigterne er stadig mit motiv, og de er kommet tydeligere frem i nogle af billederne.
I maleriet ovenfor har det forreste ansigt næsten karakter af en tegning eller en akvarel.
Det får på den måde det andet ansigt til at træde tilbage.
Jeg har malet de to ansigter i lyse farver, mens skoven i baggrunden nærmest henligger i mørke.
Det giver den et lidt gådefuldt udtryk.
Ansigternes udtryk er lidt vagtsomt, tænksomt.

Vintertanker
Vinteren kan føles lang og mørk, og præge vores tanker.
Da jeg, for mange år siden, boede i byen, kunne jeg godt ind imellem føle at vinteren var lidt trist.
Nu, hvor jeg bor herude i naturen, føles det anderledes.
Der kan være mørke og kolde dage, men så snart jeg kommer ud i skoven glemmer jeg det.
Der er så meget at opleve på alle tider af året, skovene bliver aldrig triste.
Billedet ovenfor har jeg kaldt Vintertanker på grund af de lidt klare, kølige farver.
Planterne, der nærmest ser ud til at udspringe af hovedet på personen, som hår elller en hat, er som et festfyrværkeri.
Det er et maleri jeg har påbegyndt allerede i begyndelsen af året 2023.
I starten var det mørkere, næsten holdt i gråtoner, men i December måned malede jeg videre på det, og fik farverne mere frem og mere op i lyset.

Nytårstanker, tanker om forår.
Et nyt år begynder, lyset vender tilbage, vi går mod forår.
I billedet ovenfor har jeg taget lidt forskud på glæderne. også hunden glæder sig allerede.


Se flere malerier HER
Se også Uffe Christoffersens billeddagbog HER


























